Porschetræf i Kaj Lykke Golfklub

Porsche og Golf

Fredag den 28. juni var der arrangeret Porsche træf og familieaktiviteter i Kaj Lykke Golfklub, Bramming. Porsche Classic Club Danmark havde i samarbejde med golfklubben lagt vejen forbi Bramming, hvor der var lagt op til det helt store. Ligeledes havde samarbejdspartnere Storgaard Biler, Autocentralen, Burger King og Funny Cars, Bramming bidraget til festlighederne.

Flagene var hejst og parkeringspladsen var ryddet og lavet klar til et indryk af de ikoniske sportsvogne fra Porsche Classic Club. Ligeledes havde de lokale Porsche entusiaster fundet vejen til arrangementet, hvilket resulterede i 27 Porsche biler på pladsen. Hertil var der så en ældre VW boble for lige at vise hele Ferdinan Porsche historien. Der var hygge og aktiviteter for alle med: Porsche biler, golf, hoppeborg, rodeotyr, konkurrencer etc. – og så blev der selvfølgelig grillet burger og serveret fadøl på terrassen hos Restaurant Hole in One.

”Porsche Classic Club Danmark, havde den store glæde i at deltage i et meget vellykket arrangement, hos og afholdt af Kaj Lykke Golfklub i Bramming.

PCCD deltog med 16 Porsche godt fordelt på de forskellige modeller, lige fra 356 og op efter. Arrangementet gik rigtigt godt i tråd med PCCD formål, der har til opgave at fremme bevarelsen af og interessen for klassiske Porsche sports biler. Ud over det dejlige vejr, var der også en helt fantastisk god stemning, hvor alle hyggede sig. Fra PCCD ser vi det som et stort aktiv og vigtighed, at vi kan dække Danmark så bredt som det er muligt, så interessen for de klassiske Porsche biler optimeres. Stor tak til Kaj Lykke Golfklub, Manager Morten Mortensen, for et godt samarbejde.” Udtaler Henrik Farm som er bestyrelsesmedlem i PCCD.

Der var dog også gang i golfen. Alle de mange deltagere og besøgende blev vist rundt og fik prøvet kræfter med golfspillet på Kaj Lykke Golfklubs meget veltrimmede faciliteter.

”Vi er meget glade for fremmødet og interessen i arrangementet. Porsche Classic Club Danmark, og de øvrige deltagere, har udstillet nogle meget flotte og ikoniske porsche biler. Det lader også til at de øvrige besøgende er meget begejstret – så måske kan vi lave dette til en årlig begivenhed.” Lyder det fra Morten Mortensen, Manager i Kaj Lykke Golfklub.

Blandt gæsterne var ligeledes fremmødt medlemmer af Racing Teamet Rolner, som viste deres 911 raser frem samt deres flotte service vogn. ”Vi, Rolner Racing, siger 1000 tak fordi vi måtte komme med nogle af familiens perler – et super arrangement”, udtaler Tommy Nielsen fra Rolner Racing.

Porsche var på dagen præsenteret med modeller fra 356 og frem til 911/991, hvilket er et spænd over 70 år i Porsche historie.