Juniorgolf

Første gang du besøger Kaj Lykke Golfklub som junior, er der sikkert mange ting du tænker over.

Hvordan mon man træner og spiller golf?

Hvem sørger for, at jeg bliver god til det her spil?

Hvad skal jeg egentlig slå med? – slår man egentlig eller skyder man til en golfbold – eller det en golfkugle?

Hvad og hvorfor hedder mange ting i golf nogle underlige engelske navne? – green, fairway, birdie, det er da mærkeligt…

Hvad er det for nogle regler, der gælder?

Alt det og meget mere er vi mange mennesker i Kaj Lykke Golfklub, der gerne vil fortælle dig mere om. Vores trænerteam og juniorudvalg sikrer, at du lærer det og meget mere om golfspillet.

Første gang du møder op til træning, behøver du ikke selv at medbringe alt hvad der findes af golfudstyr, hvis du har noget tøj på, som du kan bevæge dig i frit, et par kondisko eller lignende, så sørger vi for, at der er nogle golfkøller, bolde og hvad der ellers bliver brug for de første gange du er til træning.

Herefter kan klubbens trænerteam hjælper dig og dine forældre med råd og vejledning til køb af udstyr, der vil passe til din alder og dit niveau.

Som juniormedlem i Kaj Lykke Golfklub har du fri adgang til at bruge alle arealer i klubben. Det eneste sted, der ikke er adgang til at starte med, er den store 18 hullers golfbane. Her gælder der for dig de samme regler som for nye voksne.

Her kan du se, hvad det er for nogle betingelser, der gælder før du får adgang til frit spil på 18 hullers banen:

  • Deltagelse i den ugentlige træning, så du lærer, hvordan man spiller golf og hvilke regler der gælder
  • Spil på par-3 banen, her skal du kunne spille minimum 3 runder, hvor du ikke bruger mere end 30 slag per runde. Vi bruger en del tid på at øve dette under træningen hver uge.

Sofie Eskesen

Sværere er det faktisk ikke…

Når de ting er gennemført og du føler dig klar, så får du et mærkat, som du kan hænge på din golfbag, og som viser, at du nu kender reglerne og har lært at slå nogle fine golfslag.

Nu er du klar til at tage ud og spille på 18 hullers banen med din familie og venner.

Det er det mål vi sammen træner på at opnå, når du starter som nyt medlem i Kaj Lykke Golfklub.

Vi glæder os til at møde dig i Kaj Lykke Golfklub. Hvis du eller dine forældre har nogle spørgsmål, er I velkommen til at kontakte Golfklubbens sekretariat eller en af Juniorudvalgets medlemmer. I kan finde vores kontaktinformationer her:

Klik her for sekretariatet

Klik her for juniorudvalget

Vi ses !