Der bliver mulighed for at se masser af god golf, når Kaj Lykke Golfklub i Bramming i den kommende weekend er vært ved de danske mesterskaber for seniorer og veteraner.
Der er tilmeldt 117 spillere til DM-finalen, heraf 18 kvinder. Deltagerne, der har et handicap svingende fra nul til 11,5, har kvalificeret sig ud fra ranglister efter årets matches og de pågældendes handicap.
Finale-runderne begynder fredag, og de spillere der klarer cuttet efter de første to dages slagspil, skal ud i en sidste og afgørende runde søndag, hvorefter der er medaljeoverrækkelse.
Alle finalister spiller med et handicap fra 0 til 11,5. Med sommerens megen regn og varme er banen ved Bramming så flot som nogensinde på denne tid af året, så alle forudsætningerne for flot spil er til stede.
Der er fri entre for publikum alle tre dage, der spilles fredag og lørdag fra klokken 8 til klokken 18.30. Søndag er man færdig nogle timer tidligere. Kaj Lykke Golfklub håber mange medlemmer, men også golfere fra de omkringliggende klubber lægger vejen forbi for at opleve en stribe dygtige og erfarne spillere, der fortsat har konkurrence- og vinderinstinktet i behold.
Det er altid en oplevelse at kigge med, når der puttes på hul 18, banens sidste hul. Men ellers anbefales det at følge spillerne fra enten teestedet på hul 3 eller teestedet på hul 8, hvor man blot behøver at gå få meter for at følge med i spillet på ikke færre end 3 baner på én gang.